Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Er al begyndelse mon svær?

Skotsk HøjlandOprettet af Henrik 26 apr, 2015 16:18
Vi har efterhånden været på mange spændende ture i såvel indland som udland. Og når vi har passeret marker med Skotsk Højland, er der gerne faldet en bemærkning som "Kan vi ikke lige få plads til en enkelt af de dér i bagagerummet", eller "Mon den lille kan gå som håndbagage i flyveren hjem"...
Nu, efter det første år som vagabonder på Bakkegården, har vi endelig fået vore helt egne dyr!
Hende herover er et år gammel. Hun er ikke navngivet endnu, men mon ikke vi finder det helt rigtige navn til hende inden vi får brug for at kalde hende til os...?
Og her har vi så Helga. Hun er to år gammel, og en flot, flot ung dame.

Jeg var en lille anelse nervøs for, hvordan de to damer ville opføre sig, når de blev lukket ud af vognen. Men det var der bestemt ingen grund til...
De luntede ligeså stille ud, og da de erfarede at de nu stod midt i saftigt grønt græs, fik de travlt med at æde.
Efter nogle minutter valgte Helga at gå en tur rundt langs med hegnet, som om hun lige skulle vurdere de nye omgivelser og deres begrænsninger.

I går fiskede jeg et gammelt, støbt vandtrug frem bag møddingsmuren. Den er heldigvis næsten vandtæt, og er meget skønnere at have stående end en sort murerbalje. Og ikke så nem for dyrene at flytte...Dyrene er relativt tamme. Der hvor de kommer fra, blev de håndfodret med brød, og vi vil bestræbe os på at vinde deres fortrolighed, så vi også kan få lov til at håndfodre.

Så - Nej, begyndelsen var ikke så svær :)





  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.