Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Juleferie

FamilieOprettet af Aase 31 dec, 2015 08:39

Vi har holdt juleferie lige siden 23. december og vi nyder det. Julen blev fejret på behørig vis. Juleaften hjemme hos os selv med begge drengene og et hold bedsteforældre. Juledag mødtes min familie hos mine forældre og anden juledag var vi hos svigerfamilien. Tre dage hvor der blev holdt jul, spist en masse dejlig mad, spillet spil og hygget sammen med mange nære familiemedlemmer.

Vi havde for første gang i lang tid begge drengene hjemme hele dagen den 24. december, så vi fik en rigtig hyggelig og lang optakt til juleaften. Skønt at kunne drikke kaffe, se Disneys juleshow og hjælpe hinanden med madlavning og borddækning m.v.

Feriedagene mellem jul og nytår er afholdt uden børnene, som skulle videre til job og svigerfamilie. Her har vi brugt dagene til en blanding af praktisk arbejde og afslapning med bøger, film og spil. Midt i det hele var vi så heldige at få besøg fra Sønderjylland, det var så dejligt. I aften skal vi holde nytårsaften sammen med et hold venner (som vi plejer), spændende at se om vejret arter sig, så vi kan få bålmad til midnat?





  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post86