Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Ferie og krondyr

Lidt af hvertOprettet af Henrik 06 okt, 2015 18:29
Idag startede min lidt uventede lange efterårsferie, og det skulle fejres med manér, så da Aase gjorde klar til at køre på arbejde - uden mig smiley - lavede jeg en kande kaffe mens jeg fyldte en rygsæk med kikkert og ekstra tøj, og fandt den store linse frem til kameraet.
Så gik turen til Isbakke ved Nors sø, hvor jeg startede med en god gåtur gennem skoven, og endte i skovbrynet ud mod klitheden mellem plantagen og Vesterhavet.
Her fandt jeg en dejlig skråning, hvor jeg kunne sidde i læ for vinden og nyde den medbragte kaffe, og kigge efter krondyr.
I starten så jeg ikke meget, men efterhånden som øjnene vænnede sig til kikkerten viste det sig at der faktisk var temmelig mange dyr derude. Faktisk så jeg en rudel på 7 dyr, en på 5 dyr, og 3 hjorte som gik enkeltvis.
Før jeg spottede krondyr, kom der en lille flok canadagæs(?) henover mig. Det var sjovt at se, hvordan de ikke har helt styr på formations-flyvning, som f.eks. grågæs har det.

Den ene hjort var tydeligvis ikke så voldsomt meget ønsket af en anden, så den blev jaget væk. Et spændende optrin at følge...

Jeg var noget i tvivl om, om dyrene kunne ses på de billeder jeg tog med mit kamera, så jeg forsøgte noget alternativt: Jeg tog billeder med min mobil - gennem kikkerten! -Og det virkede forbavsende godt, omend kvaliteten ikke er af det bedste...Det gav en meget sjov effekt at tage fotos på denne måde. Det er nok ikke sidste gang jeg vil forsøge mig med dette.







  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post69