Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Bryllup i København

FamilieOprettet af Aase 09 sep, 2015 16:15

I august startede vi vores sommerferie med at køre til København til bryllup hos vores nevø og hans kæreste.

Selve vielsen fandt sted i Brorsons Kirke inde midt i byen; den kirke, hvor Jakob og Anna er frivillige og føler sig hjemme. Set med de konservative vestjyske briller var rammerne lidt anderledes, end vi er vant til: Et band i stedet for en organist på et kirkeorgel, ingen lang vandring op ad kirkegulvet for bruden og hendes far – og selve vielsen fandt sted midt i rummet. Ceremonien var ikke desto mindre både højtidelig, festlig, nærværende og personlig. En rigtig dejlig oplevelse.

Efter vielsen var der ”bobler og kage” i krypten under kirken inden vi kørte ud på landet for at holde festen ved en FDF hytte.

Første skulle vi finde vores bord (bordhold) ud fra bordkortene, som var lego-figurer (uden navne på). Det gav straks anledning til gætterier og spørgsmål. Bordholdene skulle så ud på et lille løb, inden spisningen.

Vejret var fint og løbet foregik rundt på pladsen, så lange kjoler og fine sko var ingen hindring.

Derefter var der spisning i det store telt, masser af sjove, højtidelige, rørende og festlige indslag efterfulgt af brudevals og dans i hytten. Når man blev træt af dansen, kunne man liste ud i teltene / shelteren / sovesalen og få lidt søvn inden alle vi overnattende vågnede op til fælles morgenmad (alle hjælper til).

Det var en rigtig dejlig weekend, som indeholdt elementer fra det bedste af flere verdener: traditionelt bryllup, lejrstemning og sommervejr.









  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post62