Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Tilbageblik på påsken

Lidt af hvertOprettet af Aase 19 apr, 2017 07:24
Påsken er forbi for i år. Endnu engang fløj fridagene afsted, og tiden forsvandt mellem hænderne på os.

I dagene mellem Palmesøndag og selve påsken fik vi en lille kalv på Bakkegården. Henrik var så heldig, at han havde ferie og kunne se den lille ny ganske kort tid efter kælvningen. Og senere samme dag ankom hans to niecer og var på ferie hos os i tre dage. Det var meget hyggeligt at være sammen med de to søde piger.

Det var desværre for koldt at så i køkkenhaven, så havearbejdet blev koncentreret om noget andet. Der er altid arbejde nok at gøre i den store have, så tiden kunne sagtens bruges på at luge, at fylde efter med kompostjord både i køkkenhaven og andre steder samt andre praktiske opgaver som græsslåning, beskæring af frugttræer og rose.

Besøg hos begge hold forældre var der heldigvis også tid til. Det var dejligt at få set hele familien. Vi har også haft besøg af begge vore børn og deres kærester. SKØNT!

Hverdagen banker snart på igen, men vi går stadig og synes, at ham her - lille Bamse - er så sjov at betragte. Nu er han en uge gammel og en meget nysgerrig lille fyr, som overrasker os, når vi ser, hvor hurtigt han kan løbe.

Og så nyder vi solen trods de ikke alt for høje temperaturer - og venter på mere forår.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post196