Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Strømsvigt på kontoret

HavenOprettet af Aase 20 okt, 2016 19:20
Vi blev ramt af 2 timers strømsvigt på jobbet. Ingen adgang til serverne, ingen telefoner, intet lys. Det gav anledning til at flexe. En god times tid mere på egen matrikel med dagslys skulle udnyttes, så jeg iførte mig straks de varme vinter-gummistøvler og et par gamle cowboybukser, for der skulle køres møg ud i frugthaven.

Gødningen hentes inde i maskinhuset, hvor kreaturerne kan gå ind. Der muges lidt hver dag og gødningen samles. Turen ned i frugthaven foregår over græsplænen i en trillebør.

Først blev der ryddet for visne blade og luget omkring de små frugttræer.
Så blev der lagt et lag møg og efterfølgende dækket til med visne blade, for hvem gider ha' en have der ligner lort? Og visne blade har vi nok af.

Det småregnede, men jeg kunne sagtens holde varmen. Da beholdningen af komøg var kørt i frugthaven, var det tid til at fodre de tre gødningsproducenter, inden jeg selv skulle ind og ha' frikadeller og brasede kartofler.


  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post164