Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Falkoner-show i Liechtenstein

FerieOprettet af Aase 04 aug, 2016 14:34

En af feriens udflugter var en tur til Liechtenstein. Det var en flot køretur langs Rhinen samt op og ned ad bjergveje, der førte os frem til Malbun, hvor vi fik en solid frokost på Restaurant. Det tog lang tid at spise frokost; både fordi der var så meget mad, men også fordi udsigten til bjergene skulle nydes i fulde drag. Da vi havde spist gik vi en lille tur rundt i området, inden vi kom tilbage på restauranten kl. 15.00, bestilte kaffe og varm chokolade og satte os godt tilrette og ventede på falkoneren og hans fugle.

Vi blev ikke skuffede. Showet var interessant, og han havde mange forskellige fugle med. Alt foregik på tysk, men vi fik i fællesskab fat i en del af det, der blev fortalt. Der var blandt andet en hornugle, verdens dyreste falk (ejet af en inder), en kulsort ravn, en høg, en musvåge og sluttelig en kongeørn. Kenneth fik en handske på, da den ene af de mindre rovfugle vises frem. Den havde kun været i træning hos falkoneren i to uger og var ikke tryg ved situationen, så den landede ikke gerne på Kenneths arm.

Senere fik han så lov til at holde den 9 kg tunge kongeørn på sin venstre arm. Sikke en fødselsdags-oplevelse.

Efter showet kørte vi hjemad med et kort stop for at finde en geocache. Vi tog turen syd om søen Walensee og kunne se de 7 tinder (Churfirsten) fra den anden side. Vi holdt en kort pause ved søen, hvor de tre af os kølede fødderne af i meget koldt vand, mens den fjerde fik tændt sin pibe. Også må jeg ikke glemme at fortælle, at vi så storke på en mark på vejen hjemad.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post145