Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Sommerferie 2017

FerieOprettet af Aase 13 aug, 2017 20:56

Vi har haft en uges ferie sammen.

Mandag og tirsdag tog vi på en lille udflugt, hvor der blev tid til både sightseeing og lidt geocaching. Ganske simpelt en tur ud i det blå med Lille Vildmose og Rosenholm Slot, som eneste faste holdepunkter. En rigtig dejlig tur, hvor der blev set på brugskunst, natur og flotte bygninger. Frokosten blev indtaget i skoven tæt på Mosskovpavillonen. Her brugte vi også anledningen til at tage en tur rundt om Store Økssø for at finde en cache.
Naturcenter Lille Vildmose var ikke, som vi havde forventet, så vi drog hurtigt videre. I Udbyhøj viste det sig at være en udfordring at finde aftensmad, men der var et pizzeria i Øster Tørslev. Vi havde en idé om at lige svinge ind et sted, hvor der var skilte med B&B eller Zimmer, men det viste sig at være stort set umuligt at finde et sådan sted. Så vi sluttede mandag af, med at kravle i soveposerne i en shelter i Mellerup.

Tirsdag morgen gik turen mod Randers og morgenkaffe, inden vi kom omkring Clausholm Slot (lukket – sæsonen var allerede slut) og videre til Rosenholm Slot, hvor vi heldigvis fik en god rundvisning med en meget kompetent guide. Det var spændende. Videre gik turen tilbage mod Thy ad små hyggelige veje, men desværre uden det store udbud af gallerier og caféer, som vi havde drømt om. Trods alt en dejlig tur, som blev afsluttet med aftensmad på et cafeteria, hvor vi ved, at maden er god og rigelig.

Vi må nok konstatere, at vi synes noget bedre om naturen på Himmerland end på Randers-kanten. Men sådan er der jo så meget…

Efter at have været på tur mandag-tirsdag, var der dømt hjemmedag og havearbejde onsdag. Det blev vejr til både lidt havearbejde og til at slappe fuldstændig af i en sækkestol med en god bog mens regnen trommede på tagvinduet. Men mellem bygerne blev der også tid til havearbejde og kaffe på terrassen.

Torsdag var det igen tid til en heldagsudflugt. Denne gang gik turen til Vestkysten – sådan omkring Ferring, Bovbjerg Fyr, Trans, Fjaltring, Torsminde og Fjand. En blanding af naturoplevelser, sightseeing og geocaching. Turen hjemad gik igen op mellem Nissum Fjord og Vesterhavet og over Ramme, Lomborg og Rom hjemover. Vesterhavet har en særlig plads i vores bevidsthed – det er dejlig natur.

Fredag og lørdag var hjemmedage med praktisk arbejde i haven og masser af hygge. Det blev høstet bønner og løg samt plantet nye jordbær. De gamle jordbær, der skulle fjernes blev gravet op og der blev luget mellem de jordbær, der skal blive. Det var dejligt at få det gjort, og vi hyggede os med arbejdet i fællesskab.

Lørdag aften var vi inviteret til middag hos bekendte og søndag var det igen udflugts- / geocachingdag. Vi kørte til Borbjerg Plantage og fandt 30 caches (og skridttælleren stod på godt 18.000). Det var en dejlig afslutning på en uges ferie. I morgen kalder hverdagen igen – mon vi føler os klar til det?





  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post217

Ferien der blev væk...

FerieOprettet af Aase 12 jul, 2017 11:06
Ferien, der blev væk - og ferieglæden, der blev genfundet.
Først af alt: Dette er ingen klagesang, blot en konstatering af, at min ferie i sidste uge blev til en arbejdsuge. Det tilbød jeg selv og det er som det skal være.

I denne uge havde jeg så ferie og tænkte: "5 dage fri, de skal godt nok udnyttes".
Som tænkt så gjort - jeg startede ferien med at lave en monster-lang to-do-liste med en lang række ting, som jeg burde få gjort (rengøring, bl.a.).

Mandag lagde jeg ud med listen og gik til den.
Tirsdag vågnede jeg op med hovedpine, dårligt humør og en træthed i kroppen, som bare ikke ville forsvinde. smiley
Jeg måtte trække stikket og set bort fra listen med opgaver, jeg dybest set ikke havde lyst til.

Jeg tænkte mig om og kastede mig derefter over opgaver, som jeg havde mere lyst til. Der blev bl.a. bagt franskbrød og kogt rabarbersaft. Køkkenet lignede noget, der var løgn og jeg måtte selv rydde op efter mig. Men det gav mig lige det pusterum, der skulle til.

I dag vågnede jeg frisk og glad og kunne godt overskue 1½ times rengøring inden jeg gik i haven. Der er tyndet gulerødder og plukket jordbær. Jeg har fundet ferieglæden igen.





  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post212

Jo vi er her endnu

FerieOprettet af Aase 30 dec, 2016 13:35
Vi har holdt juleferie fra bloggen - jul, familie, besøg og afslapning har taget meget af vores tid de seneste par uger. Først at fejre fødselsdag, have besøg af børn og forældre, dernæst at blive klar til ferie fra jobbet og at blive klar til jul herhjemme. Så blev det jul og roen skænkede sig over Bakkegården. Vi har også været på besøg hos både Henriks og min familie. Børnene har været her på skift, der er blevet set på både bil og lejlighed for deres vedkommende, så der har været meget at tale om. Og så har vi passet dyrene, slapper af og ser en række film.
Ældstesønnen har nu fået købt sig en bil med den frihed og de økonomiske forpligtelser det medfører på godt og ondt. Yngstemanden og hans kæreste forbereder sig på at rykke sydpå til sommer og ser allerede nu på boligmuligheder.
I aften skal vi til fødselsdagfest og i morgen fejres nytårsaften med gode venner.
Godt nytår her fra Bakkegården.

  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post180

Appenzeller Volkskunde-Museum

FerieOprettet af Aase 12 aug, 2016 06:51

En af de sidste dage, vi var i Schweiz, tog vi endnu en udflugt til Appenzell, hvor den stod på shopping og frokost.

Efterfølgende tog vi til Stein, hvor der ligger et lokal museum med udstilling af tøj, broderi, broderimaskiner (hvoraf vi fik en demonstration af den ene) samt eksempler på, hvordan de gamle huse var indrettet. På en anden etage viste man redskaber til fremstilling af ost og smør samt beskrivelse af alpebondens arbejde.

Der var også et lille arbejdende værksted, hvor der blev fremstillet ost på den gamle måde. Der hugges brænde og laves ost. Vi fik lov til at se ostemassen blive fyldt i forme samt at kigge ind på ostelageret (”kælderen”).

På den sidste etage var der udstillinger med malerier, malede møbler og udskårne træfigurer fra forskellige tidsperioder.

Det var en dejlig udflugt i skønt sommervejr (28oC) og vi var trætte, da vi kørte tilbage til Ebnat-Kappel.


Og derefter var der næsten kun rengøring, afslapning, afskedsmiddag og pakning af bil tilbage, inden vi vendte næsen mod nord. På vejen hjem tog vi en overnatning i Tyskland (cirka midtvejs), hvor vi mødtes med vores "bytte-hus-familie" over en hyggelig middag og en snak om ferie - og vi huskede at bytte hus-nøgler!

smiley

Det har været en dejlig ferie og vi kan varmt anbefale hus-bytte-ferie. Det behøver jo ikke være med udlændinge. Måske har du bekendte i en anden landsdel, som gerne holder ferie i dit område?

  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post150

Höllgrotten

FerieOprettet af Aase 11 aug, 2016 07:12

I sidste uge var vi på en udflugt til området syd for Zürichersee. En af de ting, vi havde tænkt at se, var Höllgrotten i nærheden af Baar. Vi fulgte GPSen og kom ud på smalle bjergveje gennem skovområde. Længe var vi i tvivl – eller nærmere overbevist om – at vi var på vej det forkerte sted hen, men det viste sig at være rigtigt nok. Langt derude i skoven fandt vi grotterne.

Der er tale om en række sammenhængende drypstenshuler, som man kan gå en forholdsvis lang tur rundt i (det tager nok en lille times tid). I modsætning til de fleste andre drypstenshuler, som er dannet over millioner af år, er disse huler dannet i løbet af kun 3.000 år. Kalkholdigt kildevand har gennem disse år aflejret kulsur kalk på gardiner af rødder og mos og derved blev disse forkalket og voksede som forsteninger. Den første grotte blev opdaget i 1863. I 1885 blev den underjordiske sø drænet og grotten blev offentlig tilgængelig allerede fra 1887. I 1892 og 1902 blev der opdaget yderligere grotter, som i 1917 blev forbundet med tunneller.
Hulerne er nu forsynet med LED lys, som gør, at man ser de mange nuancer i form og farve i både vægge, lofter og små søer. Det var en helt fantastisk naturoplevelse!





  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post149

Sinnepark og 1. august

FerieOprettet af Aase 09 aug, 2016 21:33

Første august er nationaldag i Schweiz og vi valgte at gå en tur til den nærliggende Sinnepark med lidt geocaching undervejs. Tæt på grillpladsen ved Sinne Park er startkoordinaterne til en multicache, som skulle være ret god, men desværre lykkedes det os ikke at finde det første gemmested, selv om vi ledte i meget lang tid.

Men selve Sinne Park er et hyggeligt område med forskellige ting, man kan prøve. Der er noget for alle sanser og man kan lege med i stort omfang. Du kan se mere om Sinne Park her.

Vi begav os tilbage mod Ebnat-Kappel og uvist af hvilken årsag droppede vi ind på en café og fik kaffe og kage – og derfor blev det småt med frokost, da vi efterfølgende landede hjemme i familien Rudolfs hus.

Feriestemningen lagde sig over os, vi tog solbad, læste og slappede af om eftermiddagen.

I anledning af 1. august fik vi raclette på terrassen. Det vil sige kogte kartofler, ost med forskellige krydderier smeltet på de små pander og så serveret sammen med et grøntsagsfad, rysteribs og skiver af pølser. Det var hyggeligt at sidde og lytte til byens lyde blandet med ko klokkerne fra alpesiderne. Da mørket faldt på startede fyrværkeriet så småt. Mellem 22.00 og 23.30, hvor det var på sit højeste, stod vi på tagterrassen og kiggede i alle retninger. Man kunne se ret meget fyrværkeri – og hold da op, som det giver lyd her i dalen.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post148

Chäserrugg

FerieOprettet af Aase 08 aug, 2016 06:40

Forrige lørdag agerede Melanie vejrprofet, og spåede perfekt, næsten skyfrit vejr, hvilket skulle udnyttes med en tur til Chäserrugg, som er den østligste af de 7 alpetoppe, som tilsammen danner bjergkæden Churfirsten, som adskiller kantonerne Toggenburg og Sarganserland.

Vi startede ud klokken 8:00 med at køre til Alt St. Johann (900 m), hvor vi købte dagskort til liftene i området. Herefter tog vi med stolelift til Sellamatt (1390 m), hvor vi gik ca. 3,5 km på Klangweg til Iltios (1350 m). Klangweg er en rute, hvor der er placeret forskelligt ”legetøj” som kan fremstille lyde. Vi prøvede bl.a. at banke på nogle store rør, som så gav nogle lyde og vibrationer, som skulle kunne mærkes af døve. Dette kunne vi af gode grunde ikke kontrollere, men det var ganske interessant.


Fra Iltios tog vi med svævebane til Chäserrugg (2262 m), hvor vi gik en dejlig rundtur på ca. 3 km, hvor der var en fantastisk variation af blomster. Adskillige steder var der standere med oplysninger om de enkelte planter.

Herefter gik de fire yngste til Hinterrugg (2306 m), mens vi to lidt ældre sad og nød den fantastiske udsigt over sneklædte bjergtinder. Bagefter var det tid til frokost på terrassen på restauranten, som ligger på toppen af Chäserrugg. Restauranten er en forholdsvis ny bygning som er opført næsten udelukkende af træ. Ganske imponerende.

Efter frokosten tog vi svævebanen retur til Iltios, og videre ned herfra med ”bergbahn” (nærmest en togvogn på skinner, som trækkes op og ned af bjergsiden) ned til Unterwasser (910 m), hvor vi efter en kort gåtur kom til vandfaldet Thurfälle, som også var ganske imponerende.

Herfra gik vi langs med floden tilbage til Alt St. Johann, hvor vi ankom trætte og mættede af oplevelser.

Herefter gik det hjemad til Churfirstenstrasse, hvor vi brugte resten af dagen på afslapning.

Det var virkelig perfekt vejr til turen i dag, med 29 grader ”nede” og noget mindre (men solskin) oppe på toppen.




  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post147

Aeulischlucht

FerieOprettet af Aase 06 aug, 2016 20:13

Vi er lige kommet hjem fra Schweiz, men vi er stadig ikke færdige med at fortælle om vore oplevelser. En dag tog vi en tur til den nærliggende by Liechtensteig, hvorfra vi gik til vandfaldet Aeulischlucht.

Terrænet omkring vandfaldet var en del udfordrende, men en pragtfuld tur.

Fra vandfaldet gik vi en rundtur i området over Liechtensteig, hvor vi fandt fire caches. Undervejs fandt vi et sted, hvor vi sad i det grønne græs og spiste vores medbragte madpakke.

Da vi kom tilbage til området omkring vandfaldet, var Stine hurtig til at finde et egnet sted for badning, og ligeså hurtig til at komme i badetøjet og i vandet. Kenneth nøjedes med at soppe (hvordan kan man få våde shorts af at soppe?)

Aeulischlucht er et rigtig dejligt område, så hvis I nogensinde kommer til Toggenburg, så kig lige på dette vandfald.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post146
Næste »