Livet på Bakkegården

Livet på Bakkegården

Bare vores dagligdag

Det er vores intention, at denne blog skal blive til en samling af øjebliksbilleder af vores hverdag her på Bakkegården. Måske bare en digital dagbog til glæde for os selv – og måske for vores familie.

Købmandsgården

FamilieOprettet af Aase 21 sep, 2015 15:30

Min far har stort set altid arbejdet i købmandsbutik – og min mor har også en stor del af sit liv. Derfor var det naturligt at vælge Bindeballe Købmandsgård som udflugtsmål i anledningen af min fars fødselsdag i lørdags. Fødselaren vidste ingenting før en time før afgang.

Glædeligt overrasket blev han, da der var udflugt med frokost, museumsbesøg, kaffe og samvær med alle børn og børnebørn. Og selv om det ikke var planlagt, sluttede vi alle af med en middag på Jensens Bøfhus. Bindeballe Købmandsgård kan anbefales som udflugtsmål.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post67

Bryllup i København

FamilieOprettet af Aase 09 sep, 2015 16:15

I august startede vi vores sommerferie med at køre til København til bryllup hos vores nevø og hans kæreste.

Selve vielsen fandt sted i Brorsons Kirke inde midt i byen; den kirke, hvor Jakob og Anna er frivillige og føler sig hjemme. Set med de konservative vestjyske briller var rammerne lidt anderledes, end vi er vant til: Et band i stedet for en organist på et kirkeorgel, ingen lang vandring op ad kirkegulvet for bruden og hendes far – og selve vielsen fandt sted midt i rummet. Ceremonien var ikke desto mindre både højtidelig, festlig, nærværende og personlig. En rigtig dejlig oplevelse.

Efter vielsen var der ”bobler og kage” i krypten under kirken inden vi kørte ud på landet for at holde festen ved en FDF hytte.

Første skulle vi finde vores bord (bordhold) ud fra bordkortene, som var lego-figurer (uden navne på). Det gav straks anledning til gætterier og spørgsmål. Bordholdene skulle så ud på et lille løb, inden spisningen.

Vejret var fint og løbet foregik rundt på pladsen, så lange kjoler og fine sko var ingen hindring.

Derefter var der spisning i det store telt, masser af sjove, højtidelige, rørende og festlige indslag efterfulgt af brudevals og dans i hytten. Når man blev træt af dansen, kunne man liste ud i teltene / shelteren / sovesalen og få lidt søvn inden alle vi overnattende vågnede op til fælles morgenmad (alle hjælper til).

Det var en rigtig dejlig weekend, som indeholdt elementer fra det bedste af flere verdener: traditionelt bryllup, lejrstemning og sommervejr.









  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post62

Surprice City Break

FamilieOprettet af Aase 30 jun, 2015 22:44
Så er både første og andet skridt til min sommerferie sammen med vores ældste søn Michael taget.
Første skridt var at fastlægge tidspunktet (det blev den uge, hvor både Michael og jeg har ferie).
Andet skridt var at beslutte, hvor vi skulle hen. Det skridt er også taget – eller lagt i skæbnens eller tilfældighedernes hænder. Vi har bestilt et surprice city break rejsebevis og ved endnu ikke, hvor vi skal hen.
Tredje skridt kan nok tages i morgen, hvor jeg skulle få en mail med et link til bestilling af selve rejsen – og først når rejsen er bestilt, røbes destinationen.

Budapest, Dublin, Krakow, Milano, Rom eller Warszawa?

Ih hvor er det spændende smiley







  • Kommentarer(1)//bloggen.hekora.dk/#post51

Genbrugsbutikken

FamilieOprettet af Aase 15 jun, 2015 11:00

Sidste weekend åbnede Kirkens Korshær en ny stor genbrugsbutik i Vildsund. Der kom mange mennesker til åbningen, hvilket var dejligt for de mange frivillige, der har knoklet med at få projektet gennemført og butikken klar til åbningsdagen. Begge mine forældre arbejde i genbrugsbutikken og er meget enagagerede.

Det er en rigtig ihærdig indsats, der er gjort på frivillig basis – og med et flot resultat til følge.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post45

Pinseferie

FamilieOprettet af Aase 27 maj, 2015 21:16

Det har været en rigtig dejlig pinseferie med besøg af alle børnene. Kenneth og Stine kom fredag eftermiddag og blev til søndag middag. Michael overraskede os ved at komme lørdag eftermiddag og blive til mandag over middag.

Vi nåede vildt meget – i et afslappet tempo: Der er blevet spillet Partners og bagt en lækker Stine-kage. Der er drukket kaffe og thé til den kage – og til en rabarberkage og et par boller. Køerne er blevet klappet og katten er også blevet tilgodeset med lidt opmærksomhed. Der er sat tagrender op og slået græs. Vi har haft besøg af bedsteforældrene fra Irupvej og besøgt Bedsterne på Fur. Der er blevet læst både lærebøger og roman. Vi har været på Farm Show og Kenneth har leget med computere og små elektronikdimser.

Men mest af alt har vi hygget os med noget af det, vi godt kan li’ at lave.



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post39

Astas fødselsdagsgave

FamilieOprettet af Aase 14 apr, 2015 16:08

Svigermor har fødselsdag i dag og hun har ikke ønsket sig andet end ”mad i fryseren”. Og hvad hun ønsker skal hun få:



  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post21

Påskeglimt

FamilieOprettet af Aase 11 apr, 2015 19:33

I påsken havde vi besøg af Henrik bror med familie. Det var rigtig hyggeligt og heldigvis havde de sat tid af til at kunne overnatte. Niecerne havde taget badetøjet med og nød nogle timer i boblebadet – ledsaget af ”drinks” i champagneglas, en skål slik og høj musik.

Vores egne drenge var også begge hjemme på visit i løbet af påsken i det omfang arbejdstiderne tillod. Der blev tid til både god mad, besøg hos mormor og morfar, praktisk arbejde, film og spil. Og så blev der stille, da alle var taget afsted igen…

Det blev også i anledning af påsken, at Henrik fik brugt det sidste af sin fødselsdagsgave fra svigerdatteren: hjemmelavet kagemix. Så årets påskelagkage var hjemmebagt – og den var rigtig god. Synd for Stine, at hun ikke var her til at se og smage resultatet.





  • Kommentarer(0)//bloggen.hekora.dk/#post18
« Forrige